On Demand: Video og TV OnDemand

Viasat OnDemand, TV1000 Play, TV2 OD, Sputnik og DR NU - måske har du hørt navnene, men er ikke helt klar over, hvad de står for, og om du derfor går glip af noget. Vi har set nærmere på, hvad de enkelte tilbud dækker over og giver dig her en guide.

Fælles for On Demand-produkterne, det være sig Video OnDemand, TV OnDemand eller OD, som produkterne også kaldes, er, at de giver dig mulighed for at se tv-programmer, når du har lyst samt sætte dem på pause og spole frem og tilbage.

Der er dog væsentlig forskel i de programmer, der udbydes, og der er meget stor forskel på, hvor meget og hvordan, du skal betale for, det du ser.

On Demand-produkterne

Nedenfor kan du læse i nærmere detaljer om de enkelte On Demand-produkter på markedet.

DR NU

Ganske enkelt DR TV gratis på nettet - både live og fra en stor del af arkivet. Visse film og udenlandske tv-serier er dog ikke tilgængelige pga. rettigheder.

Sputnik

TV2's programmer samt sportsudsendelser fra CANAL9 er at finde på Sputnik. Desuden kan du få TV2 News live og et større udvalg af spillefilm, der udskiftes jævnligt.

En del af Sputniks programmer er gratis, men de fleste af programmerne skal købes enkeltvis for omkring 29 kr./stk. Ønsker du at se en spillefilm, skal du regne med en pris på 39 kr./stk.

Sputnik udbydes også på fire typer månedsabonnement, der indeholder forskellige dele af programudvalget. Priserne falder jo længere periode, du binder dig for.

TV2 OD

Et valgfrit tilkøb til din tv-pakke fra tv-operatøren (Waoo!, Stofa osv.). TV2 OD er adgang til TV2's programmer på dit tv via din digitale modtagerboks (set-top-boks) i op til en måned, efter de har været sendt, samt mulighed for at se snigpremierer på de mest populære tv-serier inden de bliver vist i fjernsynet.

TV2 OD koster omkring 35 kr. om måneden afhængig af tv-operatøren.

TV1000 Play

En del af pakken, hvis du abonnererer på Viasats tv-pakke "Film". TV1000 Play giver dig adgang til alle filmene fra TV1000, når du har lyst og både på din computer og på tv uden ekstra omkostninger.

Viasat OnDemand

Viasats bud på en TV On Demand løsning byder på film - både helt nye og lidt ældre titler, serier og underholdning fra Viasats kanaler, børneprogrammer og film, sport i alle afskygninger - som Viasat har rettighederne til, dokumentarudsendelser og erotiske film.

Du kan enten købe adgang til et enkelt program af gangen - typisk 29-49 kr. for en spillefilm, 79 kr. for en Champions League-fodboldkamp eller 9 kr. for et afsnit af din yndlingsserie - eller købe adgang til en hel måneds film, sport, erotik osv. for et fast beløb. Adgang til alle pakker samtidig - undtaget golf - koster p.t. 249 kr./md. i den såkaldte Totalpakken.

Viasat OnDemand kan ses såvel på din computer som på dit TV, hvis du forbinder dem med hinanden. Se her, hvordan det gøres.

Bemærk, at hvis du investerer i et On Demand-månedsabonnement, fornyes de altid automatisk. Dvs. at hvis du ikke selv siger abonnementet op, så fortsætter du med at modtage regninger.