Nye toner fra TDC

Søren Rasted fra Aqua og Bent Fabricius-Bjerre - med bl.a. temaerne fra Olsen-Banden og Matador bag sig - skal komponere den nye ventetone til TDC's mobilkunder.

publiceret d.
2009-05-26
Kilde: tdc.dk

TDC lancerede for nylig et tillægsabonnement kaldet TDC til TDC, hvor man kan ringe ubegrænset for 49 kr. pr. måned til 1,8 millioner andre mobilkunder i TDC.

For at markere, at der er en TDC-kunde i den anden ende - og at opkaldet dermed er uden beregning - hører kunden i dag en bestemt, kort tone. Denne tone har TDC nu hyret Søren Rasted og Bent Fabricius-Bjerre til at komponere en ny version af.

Den nye ventetone skal være klar til efteråret, og tv-seerne får mulighed for at følge den kreative proces under tilblivelsen, idet TDC følger de to komponister i en række reklamefilm, der vises på tv hen over sommeren.

"Jeg har altid takket pænt nej til at blive forbundet med et specielt firma eller produkt, selvom jeg er blevet spurgt adskillige gange. Denne gang er det dog væsentlig anderledes. Søren og jeg er blevet bedt om at skabe en ny tone til TDC. Det er den kreative proces, kampagnen handler om. Søren og jeg har tidligere arbejdet sammen omkring et nummer til Jukeboks cd'en, så jeg glæder mig til en genforening," siger Bent Fabricius-Bjerre.

"Jeg har først og fremmest valgt at kaste mig ud i denne udfordring, fordi jeg får mulighed for at arbejde med Bent. Det bliver en ekstrem interessant proces at skabe en tone på få sekunder, der også skal være et hit om mange år," supplerer Søren Rasted.

TDC's håb er, at kombinationen af to så forskellige og anerkendte musikere er den helt rigtige for at skabe en tone, som hele Danmark kommer til at lytte til de næste mange år.