iPhone: Unlock vs Jailbreak

Hvis du er den lykkelige ejer af en iPhone, men ikke er den store haj til det tekniske, så har du sikkert hørt om både jailbreaking og unlocking - uden helt at være klar over, hvad det nu betyder, og hvad forskellen egentlig er. Vi giver dig en hurtig indblik i de to begreber, så du ved lidt mere om, hvad det drejer sig om.

Unlock

Når teleselskaberne tilbyder at sælge en iPhone billigt sammen med et mobilabonnement, er teleabonnementet en del af indtægten. Teleselskaberne regner med, at den rabat, de yder på selve iPhonen, hentes ind igen via abonnementindtægterne.

For at undgå, at kunden takker ja til den billige pris og derefter skifter mobilabonnement har teleselskaberne sat en lås på iPhonen, så den kun kan benyttes sammen med det abonnement, der fulgte med i handlen.

Unlocking er en ophævelse af denne binding til et givent abonnement.

Hvis unlocking sker inden for bindingsperioden - typisk 6 måneder - skal du fortsat betale selve den abonnementsafgift, du har bundet dig til i salgsøjeblikket i resten af bindingsperioden, men du kan frit tilmelde dig et andet teleselskab med mere tilforladelige minut- og opkaldspriser mv.

Hvis du unlocker din iPhone efter bindingsperioden er ophørt, er du helt fri til at indgå nye aftaler med andre teleselskaber.

Se mere om unlocking af iPhones i vores artikel Unlock iPhone - bl.a. hvordan det gøres samt, hvor du kan betale dig fra det. 

Jailbreak

En stor del af fornøjelsen ved en iPhone er de såkaldte mobile applikationer - også kaldet apps. Disse apps downloades fra Apples App Store og installeres herefter på din iPhone. Der findes imidlertid andre steder at få fat i apps end i den officielle Apple App Store, men for at kunne downloade fra disse uofficielle App Stores, skal du have din iPhone jailbreaket.

Jailbreaking er således ganske enkelt åbning af din iPhone for andre apps end dem, der tilbydes gennem Apples officielle kanaler.

Du kan læse mere om jailbreaking af iPhones i vores artikel Jailbreak iPhone, hvor der også linkes til gør-det-selv-vejledninger samt butikker, der tilbyder at jailbreake din iPhone.

Hvad siger loven?

Til slut skal det nævnes, at det er fuldt lovligt i Danmark både at jailbreake og unlocke sin iPhone, men at der selvfølgelig er visse faldgruber, der skal gennemtænkes, før du springer ud i det. De potentielle problematikker er nærmere beskrevet i de to tidligere nævnte artikler.